SDC når milepæl: Trækker stikket til gammel net- og mobilbank

Alle banker på tværs af Norden hos datacentralen SDC er nu på den nye moderne net- og mobilbank, og derfor trækker SDC nu stikket til den gamle løsning, så al energi fremover lægges i den nye platform. De 10 SDC-banker i LOKALBANK-samarbejdet i Norge kom i 2024 på den nye net- og mobilbank og kalder den nye platform for en vigtig milepæl for bankerne i samarbejdet.

I oktober gjorde datacentralen SDC klar til en nervepirrende men længe ventet øvelse: Den gamle net- og mobilbank blev lagt i graven og stikket trukket helt ud. Alle banker i samarbejdet på tværs af Norden er nemlig nu oppe at køre på den nye platform, og det er tid til at lægge alle kræfter i den nye løsning og sige endegyldigt farvel til den gamle.

”Det er en milepæl, at vi nu kan trække stikket helt til den gamle net- og mobilbank. Det er noget, vi har set frem til længe og markerer et skifte hos os, hvor vi fremover lægger al fokus og energi i den fremtidssikrede løsning og på at udvikle nye funktioner og muligheder på den nye platform,” siger Area Director i SDC med ansvar for net- og mobilbanken Morten Vestergaard.

Net- og mobilbank er et konkurrenceparameter
De 10 SDC-banker i LOKALBANK-samarbejdet i Norge blev implementeret endeligt på den nye net- og mobilbank i første halvår af 2024, og her er man glad for de nye muligheder, som den nye platform giver.

’Vår visjon er å være relasjons- og fremtidsrettede banker, som skal være viktige støttespillere for vårt lokalsamfunn og våre kunder. En viktig bærebjelke og konkurranseelement i dette er digitale løsninger og her har vi i samarbeid med SDC gjort et stort skifte til en ny nett- og mobilplattform – det er en milepæl for oss at vi nå kan fokusere på å ta ut gevinsten av de mange muligheter som finnes. Aktuelt arbeider vi med å se på muligheter og potensiale i personalisering i relasjon til at skabe relevant og målrettet kommunikation med vores kunder,’ siger Bent R. Eidem administrerende direktør i LOKALBANK-samarbejdet.

Den moderne platform giver mulighed for, at bankkunderne vil kunne få personlige og relevante budskaber direkte i net- og mobilbanken, som bl.a. tager udgangspunkt i kundernes adfærd rundt om i det samlede ebank-univers på tværs af kanaler. Derudover kan den enkelte bank i højere grad brande sig med sin egen visuelle identitet, ligesom platformen er bygget på et fundament, som gør det muligt for bankerne at integrere tredjepartsløsninger eller egne komponenter og dermed differentiere sig fra konkurrenterne. Samtidig kan bankerne nemt slå funktioner til og fra, som de ønsker.

Betydningsfuld kanal med over 2 mio slutbrugere

Netop net- og mobilbanken er en betydningsfuld kanal for alle bankerne i SDC-samarbejdet med 2,5 mio. bankkunder på SDC’s net- og mobilbank og på store dage op til 30 logins i sekundet.

Ifølge Morten Vestergaard har SDC bygget platformen i tæt samarbejde med brugerne, og han glæder sig til at kunne lægge alle kræfter i at bygge videre og udnytte de muligheder, den nye platform giver bankerne i SDC-samarbejdet.

”Vi får helt nye muligheder for at udnytte de funktioner, som fremtidens teknologi tillader. Vores platform er bygget på åbne api’er, og dermed kan vi nemt koble nye moduler på platformen, efterhånden som vi får dem bygget eller tilkøbt, ligesom pengeinstitutterne i samarbejdet selv kan udvikle individuelle features,” fortæller Morten Vestergaard. Samtidig er muligheden for at sende personaliserede beskeder og målrettede tilbud et vigtigt konkurrenceparameter for bankerne.

SDC søsatte den nye net- og mobilbank i 2019, hvor danske pengeinstitutter var blandt de første til at teste og give feedback til den nye platform. I første omgang målrettet private kunder, men siden er også erhvervs-delen blevet koblet på, ligesom både de færøske, svenske og også de norske banker kommet over på platformen for både private og erhverv. I slutningen af september kom de sidste enkelte kontonumre og kunder over på den nye platform, og i oktober trak SDC stikket helt til det gamle system. 

 

Om SDC’s net- og mobilbank:

  • Lanceret i test i 2019 og fuldt implementeret i alle lande i 2024
  • Antal slutkunder på platformen på tværs af lande: 2.500.000
  • Antal logins per måned: 4.500.000
  • Antall logins per sekund om morgenen på lønningsdag: 25-30